
Gudstjeneste i Skt. Nikolai kirke anden juledag ved sognepræst Pia Lene Pape mandag den 26. december klokken 10.00. Denne dag vil der være salmemaraton med Sankt Nicolais ungdomskor
Anden juledag
Anden juledag, d. 26. december, er folkekirkens eneste officielle martyrdag. Fra den tidligste kirke er det nemlig dagen for Sankt Stefan. Han var ifølge Det Nye Testamente (Apostlenes Gerninger 7) den første, som blev slået ihjel på grund af sin kristne tro.
Martyrdag
I de ældste kirker fejrede man gudstjeneste ved martyrernes grav på deres dødsdag. Sankt Stefans dag var den 26. december, og man fejrede denne dag længe før, man begyndte at fejre jul ved vintersolhverv.
Realistisk juletid
Nogle mener, at Sankt Stefans dag midt i juleugen er med til at gøre julebudskabet realistisk. Verden blev ikke forvandlet til fred og fryd, fordi Jesus blev født. Tværtimod handler juleevangeliet om, at Gud blev menneske i verden, som vi kender den på godt og ondt.
